tirsdag den 25. september 2012

Lidt nyt og lidt gammelt



Jeg er blevet færdig med en varm lille sag til den store og jeg håber at den falder i hendes smag. Hun er efterhånden meget bevidst om det tøj hun får på, så vi må se hvor længe at morens hjemmestrik holder interessen.
Jeg har fundet min mors gamle ur frem og jeg har gået og kigget på det længe. Jeg kan virkelig ikke finde ud af, om jeg skal få sat nyt batteri i og gå med det, eller om tiden ikke er til det endnu?
Er det for pænt, forældet eller?

fredag den 21. september 2012

Tid til strik

Nu er det blevet til det at finde det lune tøj frem. Med inspiration fra Anne (hende med den gode nyhed) fik jeg endelig lavet et par bukser til hende den mindste. Nu har jeg en pige med en god appetit og lår derefter, så de bliver hurtigt for små, men søde og varme er de. Jeg er ikke helt skrap i strik endnu, men det er underholdende og afstressende for mig. Bukserne kan ses i brug på modellen, som stadig ikke kan holdes i ro, derfor det uskarpe billede.
Jeg skal lige vænne mig til tanken om, at vi nu går kolde tider i møde, især da vores sommer ikke har været synderlig varm. Derfor er jeg også vældig glad for det skønne lys som rammer vores spisebord om morgen.
 



onsdag den 19. september 2012

Kvalitet




Snart starter der en hverdag, som vil kræve nogle prioriteringer, derfor kom jeg til at tænke på, hvad der er kvalitet for mig. Kvalitet er for mig er eftertanke, nærvær og glæde.
Eftertanken i at lave maden selv, vælge ingredisenserne med omhu og kunne glæde sin familie med mad af kvalitet. Nærværen med sine børn og mand, skabe en god stemning ved morgenbordet inden dagen tager sin start og slutte dagen af med samvær, kys og kram.
Glæden i at finde de små ting som gør en glad og giver anledning til fordybelse. Heldigvis er min kommende arbejdsuge ikke på mere end 28 timer, så jeg håber på at kunne holde kvaliteten ved lige.

lørdag den 15. september 2012

Hverdagsliv

Lige om lidt så starter vores udbryder-dronning i vuggestue, hvilket jeg vil mene, at hun er helt klar til, med alle de udfordringer hun søger i hverdagen. En stille og langsom opstart bliver det, inden jeg starter arbejde efter ferien. Jeg glæder mig, men det er dog alligevel med vemod at jeg tænker på den kommende afslutning på min barsel. Det er en tid, hvor man har kunne fordybe sig i sin familie og sit hjem, og nu hvor hverdagslivet er inden for rækkevidde, så må man nyde det ekstra meget.
Fru. Surdej er taget frem, så der kan blive produceret rugbrød til fryseren og kagen, som er pyntet af Kaia selv, var til børnehaven, som endelig kunne fejre 3 år og næsten helt skoldkoppe-fri.





søndag den 9. september 2012

Fødselsdag






Sikke en skøn dag, med dejligt selskab og god mad.
På en dag som denne må jeg lige stoppe op og betragte den lille pige, som lige pludselog blev tre år, børnehavebarn og sut-fri. I mine øjne blev hun en lille smule større den dag og alligevel kan jeg på ingen måder forestille mig, at hun en dag skal leve sit helt eget liv.
Heldigvis er der en del flere fødselsdage til den realitet. Nu nøjes vi med at nyde kagen og lege med legetøjet for en stund.

onsdag den 5. september 2012

Den fagre verden

Vi er ved at være godt trætte af skoldkopper. Det kan ikke mærkes på den store at hun har skoldkopper og alligevel er det enormt begrænsende, for vi skal hele tiden tænke på smitte. I dag gad vi ikke være hjemme og så er det heldigt at vi har et skønt bibliotek. Her kan vi trække os tilbage, forsyne store og små med underholdning og lade tiden gå.

mandag den 3. september 2012

weekend i billeder









Manden kom hjem med neon lyserød murersnor, det satte gang i den kreative tankegang i en ellers sløv hjerne. Weekenden har båret præg af sygdom og der har ikke været synderlig meget aktivitet, dog slæbte vi vores trætte kroppe ud på en lille gåtur og fik plukket en blomst til alle familiemedlemmerne. Den mindste sidder overhovedet ikke stille mere, så det at få et klart billede af hende, er den sensation.
Det andensidste billede er et godt billede på sindstilstanden, en klatøjet mor med en snottet datter.
Sidste billede er en fødselsdagsgave under udvikling, og ja jeg har efterhånden travlt, det er jo i morgen. Men den store pige vil have en lyserød prinsesse, så det skal hun få.