Hvad blev der så af ferien..

Joh ser du, intentionen var at sejler mod Sverige og opleve den svenske skærgård. Men det er med sejlads, som det er med vind og vejr. Vi pakkede til 14 dages sejlads og det kan sagtens være i en båd, når bare alle har deres eget værelse. Vi havde godt mod og sejlede en lørdag morgen ud fra Lystbådhaven.

Vi havde lagt en rute og vores mål var at nå Grenå inden at det blev mørkt. Det gjorde vi også, ikke helt uden udfordringer, for når man anskaffer sig en båd i den størrelsesorden, så er det ikke nødvendigvis givet at man passer ind i bådpladserne. Så vi måtte forgæves styre ind på en plads, hvor bagenden sad fast. Underholdende, men ikke desto mindre uholdbart. Ud igen og et nyt forsøg. Det lykkes anden gang.

Det er svært at beskrive, hvis man ikke har erfaring med at sejle, eller være på en båd. Men der er en helt ubeskrivelig ro, når man er i havn eller har kastet anker.
Den første nat forløb uden problemer, vi blev sagligt vugget i søvn i bølgerne.
Der er egentlig mange "uskrevne" regler i forbindelse med at være sejler, og jeg er nok tilbøjelig til at være praktisk anlagt på en front, så det er meget godt, at manden min er lidt mere kompetent, i forhold til disse fornemmelser. F.eks. så hjælper man altid de nærmeste ind i havn, når der kommer nye til. Man tager imod rebet, der skal bindes på bådebroen og skubber til, hvis der er brug for det.
Der er en vis samhørighed på vandet og den er jeg meget fascineret af, man finder et fællesskab, trods mange liter vand imellem sig. Et andet eksempel er, at man altid hilser på hinanden, når man sejler forbi. Så giver man lige et vink, så bådene krydses. Og jeg kan da ikke lyve mig fra, at første gang det skete, der strejfede tanken mig da "Kender jeg ham?", men nej det gør jeg ikke. Men hvis jeg skulle få brug for hjælp, så har han ladet mig vide, at så hjælper vi alle til.

Turen gik så videre fra Grenå og ruten sagde Anholt som næste stop. Det var en helt fantastisk tur mod Anholt, solen skinnende, vinden blæste og jeg kunne nyde synet af vindmøller midt ude på havet. Børnene fandt hurtigt den ro, som naturligt kommer, når man befinder sig på en båd. Det kræver lidt af ens opfindsomhed og fantasi, men de er efterhånden meget fortrolige med det.
Da vi nåede Anholt efter en halv dags sejlads, var det som at sejle en tropisk ø i møde. Det siges at Anholt har noget af det reneste vand, det var vi ikke klar over, da vi sejlede dertil. Men det kom vi til at opleve på første hånd. Nogle kilometer ude for Anholt, blev vi mødt af de klareste vand. Vi kunne se helt med til bunden, på mange meters afstand. Det var meget betagende, børnene og jeg satte os ud på stævnet og så ned i vandet. Tænk at der findes sådan en niche i lille Danmark.

På Anholt holdt det gode vejr dog op, vi nåede en enkelt dag ved badestranden i badetøj, men vi kunne trøste os med de mange hvide sandbanker og at der var hummer-uge i byen. Børnene var vilde med at løbe op og ned af de stejle bakker og de var bestemt heller ikke afvisende overfor hummer, da de blev præsenteret for det. 

Resten af ferien må vente på sig, men jeg kan afsløre at søsyge, vilde bølger og en ændring i kursen følger.

                                         

                                         

                                         

                                         

                                         

                                         

Lad tiden stå stille..

Jeg blev inspireret af et indlæg hos Nanna, hun skriver om kvalitetsstof og jeg kunne ikke lade være med at tænke over de tanker hun gjorde sig. Jeg ville mene, at den efterspørgsel på mest og billigst ikke kun er at finde i metervarer og stofkvalitet, men også i hverdagens gang i samfundet. Vi skal være hurtige og ikke have for stor omkostning, vi kan selv være tilbøjelig til at vælge de hurtige løsninger på den kortsigtet bane.

Men hvis jeg tænker grundigt over det, så er det ikke det som giver min hverdag mening, det er ikke det som jeg definerer kvalitet og det er bestemt heller ikke det, som gør mig glad. Der hvor jeg får den fornemmelse i maven af ro og tilfredshed, det er når tiden går stille eller helt i stå. Det er, når jeg finder tid til at lade deltaljerne bryder ud af øjeblikket. Det er også det, jeg læser i Nannas indlæg, når hun beskriver stof, som holder struktur og farve, og det måtte gerne være det, som gennemsyrede vores hverdag og liv. Mindre, men med mere farve og struktur, som kunne holde ved.

Med samme bevæggrund og overvejelse har vi herhjemme også investeret i en båd, en stor båd med plads til at være. For tid på havet er bestemt af vinden og vejret, og det nytter ikke med en efterspørgsel på det hurtigste og billigste, for det er ikke at finde. Så til sommer, så skal Beneteau'en sættes på prøve og en sommerferie med flere sømil skal prøves af.

.. stikker af

Alt mens vi nyder de sidste solstråler af en varm start på efteråret, så er vi også ved at være klar på at stikke af. Vi har nemlig besluttet at dette års efterår skal beriges med en charterferie. Ikke noget vi rigtig har gjort før, men med en travl hverdag for begge forældre og en sommerferie i det danske farvand, så måtte det være på tide at udforske sydens sol. 

Efteråret er ellers en tid som jeg nyder, farverne er fantastiske og inspirerende. Luften (især når det IKKE regner) er frisk og indbyder til, at finde strik frem og tage på lange gåture, hvor man helt sikkert kan falde over en kastanje eller to. Og det er så svært at lade dem være. Som alle de andre farver i efterårets landskab, så er kastanjerne også imponerende i sin farve. 

Så når sydens sol er blevet udnyttet til fulde og min, så småt efterårskolde, krop er blevet gennemvarmet, så glæder jeg mig til, at tage hul på efteråret. Finde strikketøjet frem, tænde op i brændeovnen og trække uldtæppet godt op omkring sig og alt hvad efteråret ellers bringer med sig.

Sejlerferie til Samsø

Vi har sat sejl og været bosat på vand i tre dage. Ligesom sidste år, så har vi sat kurs mod de danske øer, vi er endnu ikke blevet trætte af at udforske de små ø-samfund. Vi har haft en enkelt overnatning på Endelave, men målet var Samsø. Her er vi så nu og her er skønt. Selvom sejlturen herhen kunne føles lang, især børnene skulle være kreative for at få tiden til at gå. Men hvis man er så heldig at få en hornfisk på krogen, så kan der bruges uanet meget tid på at ae en lille fyr. Han var lille og derfor måtte han også ud igen, så aftensmaden i går stod ikke på fisk, men på pølser. Idag har vi foldet cyklerne ud og cyklet på de samsøske landeveje. Vidste i, at der ingen vejkryds eller rundkørsler er på Samsø. Det føles lidt som om man bare fortsætter ligeud konstant. 

På trods af den lange lige strækning, så endte vi i Nordbyen og byen emmer af idyl. Små bindingsværkshuse, smukt dekoreret døre og stokroser så langt øjet rækker. Jeg kunne nemt været gået i ring et par gange, uden at opdage det, for der er hele tiden noget nyt at lægge mærke til. I morgen er det Samsøs natur som skal udforskes.

Oversize mulepose

Jeg gik og manglede en slags rejsetaske, hvor der var god plads, uden at skulle slæbe kuffert med. Efter at have kigget blogs og pinterest igennem for inspiration - især Lines marapytta univers er fansinerende og inspirerende - besluttede jeg at lave en god gammeldags mulepose, med ekstra god plads. Jeg fandt noget fint lyserødt uldstof frem den anden dag og satte mig ved symaskinen. Den er tildels lavet ud fra Lines mulepose, men denne udgave har bund, for at give mere plads. Resultatet er tilfredsstillende og der er fint med plads. Nu glæder jeg mig til at tage den i brug, når jeg tager på mini ferie med en kære veninde - så må den stå sin prøve! 

På tur på den fede måde

3/4 af familien er gået på sommerferie og trods det at familien ikke er samlet endnu, måtte det gerne føles lidt som ferie. Derfor drog pigerne og jeg afsted på tur. Ofte er det tæt på at være en investering, når familien tager på tur, da mange af de populære attraktioner for børn og forældre kan nå svimlende beløber. Så når man finder en lille niche, hvor det ikke handler om at få så mange penge ud af de besøgende som muligt, så er det med at nyde det. Det har vi fundet hos Nicolai for Børn i Kolding. I den hyggelige by, som Kolding er, ligger der en lille gård og mellem cafe og kunst finder man et hus i fire plan. Efter en entre på sølle 40 kr. pr. person bliver man taget rundt i et univers af farver. Kælderen rummer ikke blot garderobe, men også et rum fyldt med udklædning i alle afskygninger, prinsesser, konger, ridder, drager, løver og mange flere. Når eventyret har fået sin lykkelige slutning, og man begiver sig videre til stuen mødes man af et tumlerum af store proportioner, reb fra gulv til loft, bolde, kugler, snurretop. Når så de fysiske udfoldelser har nået sit maks og nysgerrigheden for, hvad de andre etager rummer, ikke kan holdes tilbage, er det næste syn man kommer i møde et rum fyldt med dingenoter og tingetang. Som oftest er der et tema i spil, som robotfabrik, slikplantage eller andet. Du kan til hver en tid bevæbne dine børn med en limpistol og vente spændt på resultatet mens der er kaffe ad libitum. Drømmesenarie! Mine er ikke gamle nok til at blive betroet med sådanne våben, men der kommer min barnlige sjæl til kort. Øverste etage rummer lidt af en drømmeverden, det ene rum dekoreret med birketræsgrene, hvidt stof, en sansegynge og bøger. I det andet rum er der bygget en hule, en af de huler som er fuldt med finurligheder, flere etager, mange huller og trapper at kravle på eller ud af. Når turen får sin ende, vil jeg mene, at både børn og forældre er mætte af indtryk. Fordybelse og kreativitet har været i højsædet og man har kunne mærke at der er lagt tanke bag hele huset. Her er plads og rum til at børn i alle aldre (specielt moren) kan blive udfordret, inspireret og underholdt. Et sted hvor det virkelig kun er fantasien som sætter grænserne.

Her har i mig tilbage..

Livet har i lang tid handlet meget mere om det talte, end om det skrevne. Der har været umådelig mange ting at skulle tage stilling til og derfor har dagenes timer ikke syntes at være nok. Jeg har skiftet arbejdsplads - da min stilling
ophørte og fandt heldigvis noget nyt, som også skulle bundfælde sig. Vi købte hus som et investringsprojekt og er i fuld gang med at renovere, alt dette udover hverdagens generelle gøremål. Ikke desto mindre har bloggen puslet i mit baghoved og jeg har haft en fornemmelse af, at skriveriet nok skulle komme tilbage. Så her er jeg, med fornyet energi og overskud. Klar til at tage hul på et helt nyt kapitel af bloggen, som nok i første omgang og forhåbentligt vil blive fyldt med sommer, sol og skønhed.