Kaias gave, fra far og mor endte med at blive dette fine tog. Så kan det blive familien Frausing Belkovs tradition istedet for det store lagkage bord, som ingen (taler jo stadig på Kaias vegne, da pigen ikke siger andet end "hej" endnu) af os kan lide.
Fødselsdagen blev dog fejret med ladkage alligevel. Og så sidder man der og tænker, at lige om lidt fylder hun også to år, og ingen af os ved hvor tiden blev af. Før jeg ved af det, sidder jeg som 30 årig, kroppen ude af trit, fordi man alligevel fik de 2½ barn, som statetikkerne siger. Man sidder i det pæne hus, i den middelstore by hvor der er gode uddannelsesmuligheder, men man fik aldrig rigtig selv taget dem. Man kigger i det ugeblad, som alle veninderne også holder, ellers har man jo ikke noget at snakke med dem om.
Åh, jeg tror jeg vil overbevise thomas om, at vi skal sælge huset og købe en sejlbåd og så sejler vi jorden rundt, med vores 1½ barn. Så jeg ikke lader mig overtage af samfundets og mit eget forventningspres.
