lørdag den 31. marts 2012

Forårsforkælelse

.. og forårsfornemmelser.
Jeg har købt et par skønne ørestikker, på trods af at jeg normalt ikke går med smykker, så kunne jeg bare ikke stå for disse. De er lige med til at give min vinterbleghed et lille løft.

Den store datter kom hjem med den lille karse-hare som er flyttet ind i vindueskarmen, så venter vi bare på at det spirer.
Og med alt det solskin som vi er blevet beriget med på det sidste, så kan der ikke gå lang tid.



onsdag den 28. marts 2012

Jeg er fan af ..

.. hyggestunder og det som fylder stunderne med hygge.
Jeg stod i køkkenet den anden dag, da min store datter komm og spurgte "Hvad bager du mor?". Så det står klart, at hjemme hos os, kan hjemmebag og lækkerier frembringe hygge. Når hyggen kun skal tilkomme mig, i de stunder i hverdagen hvor den mindste sover, så er Chai et særdeles godt hjælpemiddel og for tiden smager jeg mig frem til en favorit.
Min nuværende situation er faktisk indbegrebet af hygge, for der er tid og overskud til at hjælpe hyggen godt på vej, når man er på barsel.
Jeg må heller nyde det, for jeg har en teori om, at den snart er slut igen.




Omtalt i daglig praksis som "surkage" - citronmåne

onsdag den 21. marts 2012

Storesøster

Jeg forsøger mit bedste for at tilgodese min store pige, for det kan til tider godt være hårdt at være storesøster. Hun elsker sin lillesøster og forbinder hende ikke med noget dårligt, men hun kræver meget tid af mig og det kan storesøster godt mærke. Så i går gik vi en lang tur hjem fra vuggestue og lillesøster sov sødt i barnevognen, så storesøster kunne få min fulde opmærksomhed. Hun er fantastisk!

søndag den 18. marts 2012

Åh kære søndag

I dag har vi fiset rundt i vores nattøj og lavet ingenting og alting, mig og pigerne. Faren er på arbejde og vi er fulde af energi. Eller storesøster og jeg er fulde af energi, lillesøster sover..
Så de store har bygget hule og læst bøger. Der er tilmed blevet gjort lidt husligt også, mit hjemmelavet "rest"-tæppe er blevet vasket.





Jeg er ikke vild med at smide mad ud, så denne omgang af rugbrød på surdej, blev lavet med en rest bulgur - helt perfekt. Nu ved jeg hvad jeg skal gøre med næste gang jeg laver for meget, og med god samvittighed.

fredag den 16. marts 2012

Sukker

Nu er projekt sukkertrang gået i gang. Nu vil jeg min uhørte, nærmest perverse sukkertrang til livs. Jeg tager mig selv i at lede skabe, skuffer og fryser igennem i løbet af dagen, for at finde netop den søde ting jeg har lyst til. Det er jo ikke måden hvorpå man kommer af med de overflødige graviditetskilo. Så nu prøver jeg mig frem, og i dag har morgenmaden været en prioritet, for lige at give blodsukkeret et boost fra morgenstunden.
Lidt havregryn, solsikkekerner, mandler, rosiner og kokosmel, og frugten blev indkøbt efter en overraskende hyggelig mor-datter-datter tur på biblioteket.
Jeg er og bliver stor fan af vores biblioteker!


mandag den 12. marts 2012

En lille anbefaling

Hvis man er til det rustikke, lidt luksus og kvalitetsbevidsthed så kan man tage et smut forbi The Louge i Vejle - stedet rummer både nytænkning og traditioner. Stemningen er i højsædet fra starten med fx pejsen i stuen og denne prioritering er tydelig at mærke på personalet, som er yderst opmærksomme. Maden er gennemtænkt og efterlader en med en lyst til mere. Dog skal pengepungen rumme et vist overskud - men det var helt ideelt til en kæresteaften!

onsdag den 7. marts 2012

Nyfortolkning af snitten

Jeg var i bagehumør i går, hvilket sker tit. Jeg har tillagt mig en umættelig trang til søde sager for tiden, og jeg giver amningen skylden. Så jeg regner med at tabe mig bemærkelsesværdigt når amningen stopper.
Men i går blev det til en ny form for hindbærsnitter, jeg havde nemlig ikke hindbærmarmelade, men jordbær og lysten til glasur var forsvundet, men den blev lækker.

Jordbærsnitten
375 g hvedemel, 200g flormelis, 60g hasselnøddemel (blendet til mel), kornene fra en halv vanillestang, 275g smør, 1 æg, ca. 300g marmelade - 1 æg og rørsukker til toppen.

Kom mel, sukker, og vanille i en skål og smuldre smøret. Samle med ægget og stil i køleskabet i min. en halv time. Rul to lige store dejskiver ud og samle dem med marmeladen. Tryk fra midten og ud i siderne, for at fjerne luft, stik med en gaffel over hele fladen og pensle med æg og strøg med rørsukker.
Bag i 20 min. ved 190 grader. Velbekomme!



Ydermere går dagene med lidt kreative sysler, barselgaver mm. og lige en magnetisk tavle væg på storesøsters værelse, som er under ombygning, så det indbyder mere til leg.

fredag den 2. marts 2012

Mmm.. Forår

Ih hvor er det skønt at have barsel når sommeren nærmer sig. Der er i forvejen noget livsgivende i at få børn, men det er der så sandelig også når solen kigger frem.
Jeg er en af de mennesker som bliver påvirket en del af vejret, så jeg kan mærke at humør og overskud får et ordentligt kick, når solen kigger ind ad vinduerne og sommmervejrets lune melder sig.

Jeg kan lade den mindste sove ude i barnevognen og lade døren stå åben, alt imens jeg nynnende fiser rundt og rydder op. For noget andet som dette fine solskin også bringer med sig er, at man meget tydeligt kan se fedtfingre og nullermænd. Men, det hedder vist også forårsrengøring.

Tilsidst vil jeg lige vise min nyindkøbte trøje fra COS frem, som vinder mig lidt selvtillid i denne uglamourøse ammetid, hvor der stadig sidder tre kilo ekstra på kroppen. Jeg er virkelig glad for den.