tirsdag den 26. februar 2013

Længsel

I et virvar af hverdag, arbejde og andre gøremål er bloggen blevet forsømt. Vi har ikke nok timer i døgnet, men det er der vel heller ikke noget at sige til, når vi står op i mørke og går i seng i mørke. Strikketøjet er det eneste som mit kreative overskud rækker til i denne tid. Alting synes at tage for lang tid.
Vi længes efter de lange varme sommeraftener og de lyse morgener, hvor man bliver vækket alt for tidligt af morgenlyset. Terrassedøren er fortsat lukket, for at holde den kulde ude, som stadig minder for meget om vinter. Gyngen er hængt op, blomstrene springer ud, men foråret lader vente på sig.

onsdag den 13. februar 2013

Vinterferie

.. er ikke noget vi har meget af herhjemme. En enkel fridag kunne dog alligevel snige sig ind på mig. Da fridagene er sparsomme, så skulle denne bruges til fulde. Jeg er glad for kunst (mest som beskuer) og Brandts Klædefabrik i Odense synes at være et godt valg, de gange jeg har været der. Da søster fortalte, at årets Sanseudstilling var gået ind, så måtte vi starte bilen op og drage afsted. Det var en fornøjelse for både mig og pigerne. Ved udstillingen, hvor gulvet var af glas, vidste den mindste slet ikke hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun kunne ikke begribe hvordan vi kunne gå i luften. Til stor morskab for os andre. Derudover var der labyrinter af gardiner, vandfald og "dufteskuffer". En udstilling som er værd at besøge.







onsdag den 6. februar 2013

Leopard kostume

Første del af vores fastelavnskostume er færdigt og den kommende leopard har nu ører. I år er kostumet hjemmelavet og det tager selvfølgelig tid. Manden er lidt uforstående, da omkostningerne jo praktisk talt svarer til at købe et færdiglavet. Men jeg vil mene, at den store pige får noget ud af, at være med i processen og opleve hvordan sådan noget bliver til. Vi køber os jo mere eller mindre til alt efterhånden. Mælken kommer jo ikke fra køledisken, hvis det er helt rigtigt :)
Teknikken er simpel, jeg klippede et "dobbelt" øre, stivede af med det jeg havde ved hånden (katon i dette tilfælde) og syede knaphulssting rundt i kanten. Resultatet var tilfredsstillende hos både datteren og moren.