onsdag den 21. oktober 2015

Hvad blev der så af ferien..

Joh ser du, intentionen var at sejler mod Sverige og opleve den svenske skærgård. Men det er med sejlads, som det er med vind og vejr. Vi pakkede til 14 dages sejlads og det kan sagtens være i en båd, når bare alle har deres eget værelse. Vi havde godt mod og sejlede en lørdag morgen ud fra Lystbådhaven.

Vi havde lagt en rute og vores mål var at nå Grenå inden at det blev mørkt. Det gjorde vi også, ikke helt uden udfordringer, for når man anskaffer sig en båd i den størrelsesorden, så er det ikke nødvendigvis givet at man passer ind i bådpladserne. Så vi måtte forgæves styre ind på en plads, hvor bagenden sad fast. Underholdende, men ikke desto mindre uholdbart. Ud igen og et nyt forsøg. Det lykkes anden gang.

Det er svært at beskrive, hvis man ikke har erfaring med at sejle, eller være på en båd. Men der er en helt ubeskrivelig ro, når man er i havn eller har kastet anker.
Den første nat forløb uden problemer, vi blev sagligt vugget i søvn i bølgerne.
Der er egentlig mange "uskrevne" regler i forbindelse med at være sejler, og jeg er nok tilbøjelig til at være praktisk anlagt på en front, så det er meget godt, at manden min er lidt mere kompetent, i forhold til disse fornemmelser. F.eks. så hjælper man altid de nærmeste ind i havn, når der kommer nye til. Man tager imod rebet, der skal bindes på bådebroen og skubber til, hvis der er brug for det.
Der er en vis samhørighed på vandet og den er jeg meget fascineret af, man finder et fællesskab, trods mange liter vand imellem sig. Et andet eksempel er, at man altid hilser på hinanden, når man sejler forbi. Så giver man lige et vink, så bådene krydses. Og jeg kan da ikke lyve mig fra, at første gang det skete, der strejfede tanken mig da "Kender jeg ham?", men nej det gør jeg ikke. Men hvis jeg skulle få brug for hjælp, så har han ladet mig vide, at så hjælper vi alle til.


Turen gik så videre fra Grenå og ruten sagde Anholt som næste stop. Det var en helt fantastisk tur mod Anholt, solen skinnende, vinden blæste og jeg kunne nyde synet af vindmøller midt ude på havet. Børnene fandt hurtigt den ro, som naturligt kommer, når man befinder sig på en båd. Det kræver lidt af ens opfindsomhed og fantasi, men de er efterhånden meget fortrolige med det.
Da vi nåede Anholt efter en halv dags sejlads, var det som at sejle en tropisk ø i møde. Det siges at Anholt har noget af det reneste vand, det var vi ikke klar over, da vi sejlede dertil. Men det kom vi til at opleve på første hånd. Nogle kilometer ude for Anholt, blev vi mødt af de klareste vand. Vi kunne se helt med til bunden, på mange meters afstand. Det var meget betagende, børnene og jeg satte os ud på stævnet og så ned i vandet. Tænk at der findes sådan en niche i lille Danmark.
På Anholt holdt det gode vejr dog op, vi nåede en enkelt dag ved badestranden i badetøj, men vi kunne trøste os med de mange hvide sandbanker og at der var hummer-uge i byen. Børnene var vilde med at løbe op og ned af de stejle bakker og de var bestemt heller ikke afvisende overfor hummer, da de blev præsenteret for det. 
Resten af ferien må vente på sig, men jeg kan afsløre at søsyge, vilde bølger og en ændring i kursen følger.