Sejlerferie til Samsø

Vi har sat sejl og været bosat på vand i tre dage. Ligesom sidste år, så har vi sat kurs mod de danske øer, vi er endnu ikke blevet trætte af at udforske de små ø-samfund. Vi har haft en enkelt overnatning på Endelave, men målet var Samsø. Her er vi så nu og her er skønt. Selvom sejlturen herhen kunne føles lang, især børnene skulle være kreative for at få tiden til at gå. Men hvis man er så heldig at få en hornfisk på krogen, så kan der bruges uanet meget tid på at ae en lille fyr. Han var lille og derfor måtte han også ud igen, så aftensmaden i går stod ikke på fisk, men på pølser. Idag har vi foldet cyklerne ud og cyklet på de samsøske landeveje. Vidste i, at der ingen vejkryds eller rundkørsler er på Samsø. Det føles lidt som om man bare fortsætter ligeud konstant. 

På trods af den lange lige strækning, så endte vi i Nordbyen og byen emmer af idyl. Små bindingsværkshuse, smukt dekoreret døre og stokroser så langt øjet rækker. Jeg kunne nemt været gået i ring et par gange, uden at opdage det, for der er hele tiden noget nyt at lægge mærke til. I morgen er det Samsøs natur som skal udforskes.

Oversize mulepose

Jeg gik og manglede en slags rejsetaske, hvor der var god plads, uden at skulle slæbe kuffert med. Efter at have kigget blogs og pinterest igennem for inspiration - især Lines marapytta univers er fansinerende og inspirerende - besluttede jeg at lave en god gammeldags mulepose, med ekstra god plads. Jeg fandt noget fint lyserødt uldstof frem den anden dag og satte mig ved symaskinen. Den er tildels lavet ud fra Lines mulepose, men denne udgave har bund, for at give mere plads. Resultatet er tilfredsstillende og der er fint med plads. Nu glæder jeg mig til at tage den i brug, når jeg tager på mini ferie med en kære veninde - så må den stå sin prøve! 

På tur på den fede måde

3/4 af familien er gået på sommerferie og trods det at familien ikke er samlet endnu, måtte det gerne føles lidt som ferie. Derfor drog pigerne og jeg afsted på tur. Ofte er det tæt på at være en investering, når familien tager på tur, da mange af de populære attraktioner for børn og forældre kan nå svimlende beløber. Så når man finder en lille niche, hvor det ikke handler om at få så mange penge ud af de besøgende som muligt, så er det med at nyde det. Det har vi fundet hos Nicolai for Børn i Kolding. I den hyggelige by, som Kolding er, ligger der en lille gård og mellem cafe og kunst finder man et hus i fire plan. Efter en entre på sølle 40 kr. pr. person bliver man taget rundt i et univers af farver. Kælderen rummer ikke blot garderobe, men også et rum fyldt med udklædning i alle afskygninger, prinsesser, konger, ridder, drager, løver og mange flere. Når eventyret har fået sin lykkelige slutning, og man begiver sig videre til stuen mødes man af et tumlerum af store proportioner, reb fra gulv til loft, bolde, kugler, snurretop. Når så de fysiske udfoldelser har nået sit maks og nysgerrigheden for, hvad de andre etager rummer, ikke kan holdes tilbage, er det næste syn man kommer i møde et rum fyldt med dingenoter og tingetang. Som oftest er der et tema i spil, som robotfabrik, slikplantage eller andet. Du kan til hver en tid bevæbne dine børn med en limpistol og vente spændt på resultatet mens der er kaffe ad libitum. Drømmesenarie! Mine er ikke gamle nok til at blive betroet med sådanne våben, men der kommer min barnlige sjæl til kort. Øverste etage rummer lidt af en drømmeverden, det ene rum dekoreret med birketræsgrene, hvidt stof, en sansegynge og bøger. I det andet rum er der bygget en hule, en af de huler som er fuldt med finurligheder, flere etager, mange huller og trapper at kravle på eller ud af. Når turen får sin ende, vil jeg mene, at både børn og forældre er mætte af indtryk. Fordybelse og kreativitet har været i højsædet og man har kunne mærke at der er lagt tanke bag hele huset. Her er plads og rum til at børn i alle aldre (specielt moren) kan blive udfordret, inspireret og underholdt. Et sted hvor det virkelig kun er fantasien som sætter grænserne.

Her har i mig tilbage..

Livet har i lang tid handlet meget mere om det talte, end om det skrevne. Der har været umådelig mange ting at skulle tage stilling til og derfor har dagenes timer ikke syntes at være nok. Jeg har skiftet arbejdsplads - da min stilling
ophørte og fandt heldigvis noget nyt, som også skulle bundfælde sig. Vi købte hus som et investringsprojekt og er i fuld gang med at renovere, alt dette udover hverdagens generelle gøremål. Ikke desto mindre har bloggen puslet i mit baghoved og jeg har haft en fornemmelse af, at skriveriet nok skulle komme tilbage. Så her er jeg, med fornyet energi og overskud. Klar til at tage hul på et helt nyt kapitel af bloggen, som nok i første omgang og forhåbentligt vil blive fyldt med sommer, sol og skønhed.

                                       

Julen flytter ind

Julen er ved at vinde indpas i vores lille hjem. Vi har nok aldrig selv været så gode, som vores forældre, til at pynte op til højtiderne, interessen har ikke været til det. Men med børn får julen en anden betydning og det afspejler sig også i engagementet omkring julepynt, traditioner og historier. Vores udvalg af pynt er ikke overvældende, men der er heldigvis rigelig tid til at samle sammen. Herhjemme gør vi meget ud af, at lave og købe julepynt sammen, så der er en historie forbundet med de enkelte ting. En tradition hos os er, at have en ny ting på juletræet hvert år, som symboliserer netop det år. Så når tiden kommer til at pynte juletræet, kan vi mindes de foregående år og hvad det bragte med sig.  

Strikket barselsgave

.. til en lille pige som, til januar, bliver en del af vennekredsen. Sokker/Vanter og vest er fra All you knit is love og bukserne er fra Babystrik på pind 3½ - 4. Begge bøger kan varmt anbefales.

En fuldtidsmor's bekendelser

Jeg har aldrig før prøvet at balancere familieliv og fuldtidsjob og lad mig bare erkende at det er en prøvelse. Døtrene er i en alder hvor udviklingen, især for den mindste, er åbenlys dag for dag. Nye ord, egenskaber, karaktertræk bliver opdaget og udforsket på daglig basis og det giver bestemt ikke følelsen af, at tiden gå langsomt. Når så arbejdet fylder i det omgang som det nu gør, på en fuldtidsstilling, så har jeg hele tiden fornemmelsen af, at gå glip af noget eller have dårlig samvittighed over ikke at føre alle ambitionerne ud i livet. Denne problematik har nu været en realitet, for mit vedkommende i 4 uger og jeg har efterhånden lært at få det bedste ud af det. Jeg trives i mit arbejde, på trods af omfanget og så må der kompenseres når muligheden byder sig. En tur til stranden var slet ikke en dårlig måde at få lidt koncentreret mor-datter-datter tid, hvor pigerne kunne lege, udforske, undersøge og opdage og jeg kunne være tilstede og lægge mærke til de små ting. Et, for os, tiltrængt pusterum.